Hendes lille barnebarn lå på tæppet og græd. Han var syg, og Tove havde taget toget fra Hadsten til København for at passe ham. Men som hun stod der og kiggede ned på ham, ramte frustrationen hende, for kunne hun overhovedet tage vare på ham, når hun ikke kunne komme ned på gulvet til ham?

Det var knæets skyld. Siden en fejloperation trekvart år forinden af en meniskskade havde Tove døjet med en konstant stikkende smerte i og omkring knæet, som faktisk havde gjort hende handikappet i flere situationer. Og selv om en ny læge havde indsat et nyt knæ i håbet om at forbedre hendes situation, så var smerterne ikke fortaget.

Tove begyndte at græde, men inden frustrationen over ikke at kunne sætte sig hos barnebarnet og trøste fik overtaget fuldstændig, dukkede hendes rationelle jeg frem. ’Hold nu op med at græde,’ sagde hun til sig selv og fandt langsomt roen til at kunne trække ham på tæppet hen over gulvet og ind i soveværelset, hvor hun med lidt tumlen fik ham bakset op i sengen.

- Man finder sine metoder, siger Tove Skjoldhøj Kristensen i dag om episoden med barnebarnet.

Følg Allévia på Facebook

Men det var ikke nemt at ændre vaner og tilgangen til livet, da smerterne pludselig blev en del af hverdagen, fortæller den i dag 63-årige kvinde. Smerter, der som nævnt opstod ved en fejloperation af hendes menisk.

- Jeg var lige stoppet med at arbejde og skulle til at nyde alle mine fritidsaktiviteter, og det kørte jo godt. Jeg spillede bowling, styrketrænede, dansede sumba og squaredance. Jeg var aktiv hele tiden. Og så lige pludselig sidder du bare der og kan ingenting, siger hun.

Derfor håbede Tove også på, at et nyt knæ, der blev sat ind et år senere, ville hjælpe på de invaliderende smerter:

- Jeg håbede virkelig på, at jeg kunne blive smertefri. Og jeg gjorde alt, hvad det sagde dernede, kæmpede som en vanvittig på motionscykler og alt det der. Jeg gik de ture, jeg kunne gå, men jeg var stadig i et smertehelvede.

I erkendelsen af at det nye knæ heller ikke havde skabt forandring, foreslog en læge, at hun som sidste udvej skulle på smerteklinik. Tove kendte ikke til smertebehandling, og selv om hun startede hos Allévia med en forventning om at kunne kontrollere smerten i sidste ende, så forstod hun ingenting i løbet af de første tre til fire måneder af forløbet.

- Jeg tænkte, ’jamen, hvad hjælper det?’ Alle de arbejdsredskaber de gav mig. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle ind og have massage på benet og have det trænet op. Men det skal man slet ikke, for det hjælper ingenting. Men det har jeg først fundet ud af bagefter, siger hun og uddyber:

- Jeg gjorde som de sagde, for der måtte jo være en mening, selv om jeg ikke kunne finde den. Og den har jeg fundet. I dag er det mig, der styrer smerten.

Læs om andre smerteramte her:

“Jeg har fået mit liv tilbage igen”

“Man skal opfinde sig selv på ny”

Fra en smertepatient til en anden

Selv om Tove stadig har ondt hele tiden, så har hun i dag nogle redskaber til at kontrollere smerten – præcis som hun forventede at få.

- Jeg får nogle ture, hvor det gør sindssygt ondt. Så har jeg lært at sige til mig selv, at det ikke er farligt, og at jeg ikke dør  og lige så godt kan lukke den smerteport omme i ryggen, så smertesignalerne ikke når op til hjernen. Og det lykkes faktisk fint for mig den dag i dag. Så nu flytter jeg bare smerten, og hvis den ikke vil gå væk, så napper jeg bare mig selv, så er det kun det, der gør ondt. Så på den måde kan jeg abstrahere fuldstændig fra det.

Ved et tandlægebesøg for nylig skulle Tove have lavet en rodbehandling ved en fortand, hvor det ikke var muligt at bedøve. Her brugte hun også teknikken med at lukke i ryggen for smerten og kunne dermed abstrahere fra den. Noget, der skabte en del beundring blandt de tandkyndige.

Spejlterapi er et andet redskab, hun har taget med sig fra konsultationerne på Allévia. Her holder man et spejl op foran den raske legemsdel og fokuserer på det, mens man laver små øvelser med det dårlige – i Toves tilfælde benet. På den måde bliver hjernen snydt, fordi man ikke kan se den smertende del.

- Jeg har brugt spejlet rigtig meget og er vildt imponeret over den teknik, fortæller Tove.

I det hele taget har hun lært meget af at fokusere på kroppen og lære den at kende.

- I starten kunne jeg ikke forstå, hvad psykologen havde gang i. Men hun har givet mig et billede af, hvordan det hele hænger sammen og en forståelse for, hvad der sker. Og det er fantastisk. Når jeg gemmer mit dårlige ben væk, så kan jeg ikke fokusere på det. Det gik først rigtig op for mig ved den sidste time ved psykologen, og det kommer ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde.

Læs også: At leve livet og rumme smerten

Men det hårde arbejde har betalt sig og i dag har hverdagen taget en ny drejning efter tiden på smerteklinikken. Aktiv er nok det mest rammende ord, hvis man ser på Toves skema:

Klokken seks står hun op, drikker sin morgen-te og går en tur med hunden. Bagefter trækker hun i træningstøjet for at styrketræne, gå på løbebånd og danse sumba hver anden dag. Hver 14. Dag underviser hun i sit tidligere håndværk som blomsterbinder, og så giver hun også en hjælpende hånd i den lokale bokseklub, når der skal smørres madder til bankospil – så de unge mennesker kan få nogle penge til at dyrke deres sport for, som hun siger.

- Jeg kan slet ikke se noget negativt ved mit liv fremover. Alt er for mig positivt, og jeg har lukket alt det negative ude. Det skal jeg slet ikke have ind i min krop, for jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg kan heller ikke bruge til noget at være ked af alle de ting, jeg ikke kan længere. Så nu glæder jeg mig over alt det, jeg kan. Og det er jo meget trods alt.

Systemet er for langsomt til at udrede mennesker med smerter, mener anæstesilæge Markku Vuorela, der arbejder hos den tværfaglige smerteklinik Allévia. Og det spiller ind på patienternes økonomiske situation.

- Der er masser, der ikke når at blive afklaret i løbet af et år, og så falder de på vejene af sygedagpenge og ryger på kontanthjælp eller det rene ingenting, eller bliver selvforsynende, hvis de har 10.000 kroners formue. Det er et stort problem, fordi man ikke bliver afklaret hurtigt nok i kommunerne, fortæller Markku Vuorela, som ofte oplever, at der ikke er mere end et par måneder tilbage af sygedagpengeperioden, når patienterne kommer på smerteklinikken.

- Og vi kan på ingen måde nå at gøre dem færdige i løbet af den tid.

Når en smerteramt kommer ind i systemet, skal vedkommende være fuldstændig færdigudredt, og der må ikke være yderligere muligheder for behandling, før der kan træffes en endelig afgørelse om deres videre arbejdsliv – eller mulighed for førtidspension.

Og den lange udredningstid presser patienterne, fortæller Vuorela:

- Det er det allerstørste problem hos kroniske smertepatienter, det er ikke smerten, det er socialt stress.

Læs også artiklen: Gigtforeningen: Akutpakke til sygedagpengemodtagere  

Er det noget I kan mærke i forhold til deres udvikling i det behandlingsforløb, I laver til dem?

- Ja, det påvirker dem således, at det næsten ikke er muligt at gøre dem bedre. Så længe de har den her stressfaktor…

Også hos Foreningen af Kroniske Smertepatienter kender formand Pia Frederiksen til problematikken.

- Problemet opstår, når det er smerter, der er opstået over tid og ikke er afgrænset til et bestemt område. Det kan være kronisk smertesyndrom eller fibromyalgi, og der er som regel meget lang udredning. Alene det, at der er op til to et halvt års ventetid på en tværfaglig smerteklinik for at få hjælpen, hænger jo ikke sammen med at din sygedagpengeret udløber efter 52 uger. Så det er et meget stort problem, at folk simpelthen ikke kan nå at blive udredt, før at dagpengeperioden er udløbet, fortæller hun.

Hos Allévia Tværfaglig Smerteklinik har man ansat socialrådgivere, som er nogle af de første, der kommer i aktion, hvis en patient står til at miste sygedagpengeretten. På den måde forsøger man at få dem afklaret hurtigst muligt, selv om det er svært at nå, fortæller Markku Vuorela. Derfor skal processen ifølge ham speedes op – og det er realistisk, mener han:

- Der er mange ting, der kan speedes op. Man har jo i cancerbehandlingen lavet de her garantier for, at de skal tages ind via to-tre dage og behandles i løbet af kort tid. Der troede man heller ikke, det kunne lade sig gøre, før det blev indført, siger han.

Følg Allévia på Facebook

Det samme fokus bør der være på smerteområdet.

- Her kunne man også have nogle pakker, så når en patient kommer med de og de symptomer, så trykker man på ”den” knap, og så kører det. Det er det eneste rigtige at gøre. Men det kræver, at man er villig til at gøre det.

En systematisering af smerteområdet er den rigtige vej at gå, mener Pia Frederiksen, som påpeger, at der hverken findes en national handlingsplan eller forløbsprogrammer, der eksempelvis kan være behjælpelig for den praktiserende læge, når en patient med en smerteproblematik henvender sig.

- Det er ikke raketvidenskab, vi taler om her. Slet ikke. Det er kroniske smerter. Man skal inddrage de relevant faggrupper i tide, og man skal få afdækket hvilke behov den enkelte patient har for behandling. Og så skal man lave målrettet indsats for at bevare den her enkelte patient på arbejdsmarkedet, siger hun og understreger, at det er problematisk, at smertepatienter risikerer at miste deres sygedagpenge midt i udredningen.

- Derfor er det yderst vigtigt at systematisere det. Det vil betyde rigtig meget for både patientens livskvalitet, men også for vores samfundsøkonomi. Vi skal nødig så langt ud, at folk ryger ud i kontanthjælp og mister hele forsørgelsesgrundlaget.

Læs også: Ny smerteforening fokuserer på national handlingsplan

Pia Frederiksen erkender, at en afklaring måske ikke kan klares inden for et år.

- Men lad os så sige, at det skulle kunne klares inden for halvandet til to år, og så lade sygedagpengeperioden trække med, indtil man er udredt. Problemet er jo, at man mister sygedagpenge midt i udredningen, og så er der mange af os, der går ned med flaget, når man pludselig står helt uden forsørgelse, hvis man er gift eller ejer sin bolig.

Gigtforeningen tog i december problematikken op i forhold til mennesker på sygedagpenge, der ryger ud af dagpengesystemet ved årsskiftet – og efterspurgte i den forbindelse en akutpakke til denne gruppe.

- De mennesker, der risikerer at miste deres sygedagpenge har ikke alene ledighed som et problem, men også alvorlig sygdom. Derfor bør regeringen sikre, at de også får en akutpakke. Det vil både være rimeligt og retfærdigt, udtalte direktør for Gigtforeningen Lene Witte dengang i en pressemeddelelse.

Foto: Wonderlane

Af Katrine Grønvald Raun

Mennesker med kroniske smerter kan måske i fremtiden få tilskud til akupunkturbehandling. Sundhedsminister Astrid Krag vil i hvert fald undersøge behandlingseffekten yderligere og derefter overveje, hvorvidt et tilskud kan blive en realitet.

Det fremgår af et skiftligt svar på et §20-spørgsmål stillet af sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt.

D. 17. januar spurgte hun således:

- Vil ministeren sikre, at smertepatienter kan få tilskud til akupunktur, efter at denne behandlings virkninger nu er vel dokumenteret?

Følg Allévia på Facebook

D. 24. lød svaret fra sundhedsministeren:

- Ifølge Sundhedsstyrelsen har der hidtil ikke været tilstrækkelig videnskabelig evidens for, at akupunktur er en generelt effektiv og virksom behandling af patienter med kroniske smerter. Jeg kan oplyse, at jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om at vurdere resultaterne af de nye undersøgelser, som spørgeren også henviser til.

Se dokumentet her

Læs også: Mindsk smerterne med mental træning

SmerteDanmark er en ny forening, der skal være talerør for faglige selskaber, patientforeninger og andre interessenter på smerteområdet, skriver Dagens Medicin.

Hovedformålet er at få gennemført en national handlingsplan for mennesker med smerter. D. 7. februar bliver foreningen officielt stiftet ved en generalforsamling, og den har været længe ventet, mener Gitte Handberg, overlæge på Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital.

Læs også: Tusinder venter i årevis på smertebehandling

Hun er en af initiativtagerne til den nye forening.

- Sammenlignet med resten af Europa er forholdene på smerteområdet i Danmark chokerende dårlige. Ventetiderne til behandling på landets smertecentre ligger på mellem 32 uger og 140 uger. Samtidig er der for denne type patienter en meget dårlig koordinering mellem sektorerne i sundhedsvæsnet og så godt som intet samarbejde med socialsektoren, siger til Altinget.

Følg Allévia på Facebook 

Foto: Seattle Municipal Archives

Af Katrine Grønvald Raun

Hver femte kræftpatient når ikke at modtage smertelindrende behandling inden deres død. En behandling, de ellers er blevet henvist til. Det viser en ny rapport fra Dansk Palliativ Database, og årsagen er manglen på læger, skriver dr.dk.

Lægemanglen påvirker ventetiden for døende patienter, som inden for ti dage burde få smertelindrende behandling.

Følg Allévia på Facebook

Region Hovedstaden har over de sidste år oprettet flere afdelinger til at varetage behovet for smertelindrende behandling og forkorte ventetiden, men det har ikke hjulpet, fortæller Lise Pedersen, ledende overlæge på Palliativ Medicinsk Afdeling og næstformand i sundhedsfagligt råd for palliativ behandling i Region Hovedstaden.

For der er simpelthen ikke personale at ansætte:

- Da den specialiserede palliative behandling er eksploderet, har vi svært ved at skaffe kvalificeret lægeligt personale, siger Lise Pedersen til DR København og vurderer, at forklaringen på manglen og skal finde i, at smertelindrende behandling ikke er et medicinsk speciale i Danmark.

Afdelingen for smertelindrende behandling på Bispebjerg mangler lige nu én overlæge og én afdelingslæge. Ventetiden i Region Hovedstaden er den næst-længste i landet.

Læs mere på Dr.dk: Mangel på læger til smertelindrende behandling

Landets fem offentlige tværfaglige smertecentre kan langt fra følge med efterspørgslen, viser nye tal fra Ventelise.dk. Mellem 42 og 140 uger må mennesker med smerter vente bare på at komme til undersøgelse på klinikkerne. Det skriver MetroXpress.

Og det efterlader mange tusinde danskere i et unødvendigt smertehelvede efter for eksempel kræftoperationer. Men der er penge på vej til området, og i løbet af de næste fire år er der afsat 67 millioner kroner fra satspuljemidlerne som en hjælp til at få skåret en luns af ventelisterne.

Det er bare ikke nok, lyder kritikken fra blandt andet Danske Patienters formand Lars Engberg:

- Der foreligger kolossale udfordringer på det her område, og 15 millioner om året forslår som en skrædder i helvede. Det er virkelig ikke nok til at afkorte ventelisterne for alvor, siger han til MetroXpress og understreger, at undersøgelser desuden viser, at Danmark ligger helt i bunden af hierarkiet blandt europæiske lande, når det kommer til smertebehandling.

Derfor er der ifølge ham brug for en meget større satsning. Det samme mener Kræftens Bekæmpelse og oplyser, at hver anden af de omkring 240.000 kræftpatienter i Danmark lider af kroniske smerter.

- Det er meget vigtigt, at der bliver taget hånd om patienternes smerteproblemer, og det kræver en helt anden og større indsats både på hospitaler og i kommunerne, og det kan ikke løses af nogle årlige millioner fra satspuljerne,” siger Laila Walther, afdelingschef i Patientstøtte, til MetroXpress.

Ifølge sundhedsordfører hos Socialdemokraterne Sophie Hæstorp Andersen er midlerne blot et skridt på vejen. Og hun anerkender også, at pengene ikke er særligt mange set i forhold til hvor mange danskere, der til daglig skal forholde sig til smerter.

- Men det skyldes også, at penge alene ikke gør det på smerteområdet. Vi mangler både uddannelser og viden på området. Så pengene skal ses som en start på et område, som er blevet forsømt i en årrække, hvor vi har haft fokus på områder som hud, knæ og rygge, siger hun til MetroXpress.

Af Katrine Grønvald Raun

Hvis en trykket nerve ved håndleddet er årsag til svære føleforstyrrelser i fingrene og smerter i arm og håndled, eller en diskusprolaps i nakken giver muskellammelser, så har man sandsynligvis ret til behandling inden for en måned.

Regionerne har netop udgivet en liste over sygdomme, der i princippet giver ret til behandling inden for en måned, skriver Berlingske.

Listen er en guideline for lægerne, der kan bruge den som et værktøj til at differentiere mellem patienter, der enten skal have behandling inden for en måned eller vente i to. Noget, lægerne har efterspurgt, når den nye behandlingsgaranti træder i kraft efter nytår.

Læs også: De ressourcesvage patienter vil blive ramt af regeringens nye plan

Tidligere havde alle, uanset hvilken skade de mødte op, ret til behandling inden for en måned – og kunne det ikke lade sig gøre, kunne man vælge behandling i privat regi på det offentliges regning.

I det nye år træder den såkaldte differentierede behandlingsgaranti i kraft, som betyder, at ikke-akutte patienter kan vente i to måneder på behandling. Hvorvidt man som patient hører til den ene eller anden gruppe er helt op til lægen at beslutte.

Sundhedsministeriet har i den forbindelse udstukket nogle guidelines for hvem, der kan blive behandlet inden for en måned. Ifølge Berlingske drejer det sig om alvorligere tilfælde, hvor patienten f.eks. har daglige eller stærke smerter, svære funktionsnedsættelser, og hvor helbredet er i fare for at blive forværret, hvis behandlingen trækker ud.

På den baggrund har regionerne nu udarbejdet en liste.

Se listen her

Det kan være svært for familie og venner at forstå, hvad der helt præcist sker med mor, farmor eller ægtefælle, når vedkommende pludselig skal leve med smerter i dagligdagen.

Måske denne lille tegnefilm kan hjælpe til forståelsen:

Understanding pain

Foto: Privat

Af Katrine Grønvald Raun 

Efter seks måneders pause med den syntetiske morfin Oxycontin kan Claudia Hochow i dag indtage 5 mg. efter behov.

Det er altså langt fra hver dag, hun tager en pille, men kun i spidsbelastede situationer.

I dag er hun tilbage ved udgangspunktet og lever med de smerter, der oprindeligt fik hende til at tage den stærke smertestillende medicin. Men oplevelsen er en helt anden, fortæller hun.

- Jeg har stadig de smerter, som det hele startede med. Men nu kan jeg forholde mig til dem, og jeg prøver at lære at leve med dem, for nu ved jeg, hvad der er op og ned på det hele. De smerter jeg har nu er logiske, siger hun.

Læs første del af Claudias fortælling her: “Jeg ventede bare på, at døden skulle indhente mig”

En hentydning til de smerter, der begyndte at dukke op i fødder og ben, da Claudia Hochow havde taget morfin et godt stykke tid. Ulogiske smerter, kalder hun dem, for de kunne ikke skyldes presset fra knoglerne, som forårsagede de andre smerter.

- Ingen havde foreslået, at det kunne være et treårigt langt forbrug af morfin. Hvor skulle jeg så vide det fra, spørger hun.

- I dag er de ulogiske smerter væk. De forsvandt i takt med, at jeg trappede ud – fuldstændig som personalet på Allévia sagde, de ville.

Da smerterne forsvandt byggede Claudia Hochow sit liv op igen.

Hendes krop havde naturligt nok taget skade af tre år i sengen. Hun beskriver, hvordan hendes ”lemmer” føltes som gelé, og at de slappe muskler skulle bygges op igen. Derfor købte Claudia Hochow som noget af det første en motionscykel, som hun har brugt hver eneste dag, siden hun smed den sidste pille.

Læs om morfininducerende smerter her: Høj morfindosis kan føre til særlig smertetilstand

En anden sejr for den 54-årige kvinde handler om hendes musik:

- Jeg troede aldrig, jeg ville komme i gang igen, så jeg overvejede at sælge ud af mine instrumenter. Jeg troede, at jeg var færdig simpelthen. Men jeg er kommet i gang med min musik igen, siger hun og fortæller videre, hvordan hun kommer ud af huset hver eneste dag for at tilbring nogle timer på to væresteder i Esbjerg:

- Det er en stor lettelse, for jeg har fået mig liv tilbage igen. Det er som en genfødsel.

Nogle dage vender de ulogiske smerter tilbage, men det tager Claudia Hochow med ophøjet ro. Hun forklarer, hvordan hendes hjerne kan huske og har lagret minderne om morfinen og ”driller” kroppen.

- Men nu ved jeg, at de er væk igen næste dag, uden at jeg skal tage stærk smertestillende. Det foregår oppe i hjernen det hele.

I virkeligheden har hun ikke ondt i benene, det er en form for fantomsmerter, og det ved hun i dag.

- Det hjælper, at jeg har den viden. Jeg føler mig helt tryg.

Familien har under hele udtrapningen været en støttepude og forsøgt at forstå hendes sygdomsforløb. Men egentlig har de nok ikke vidst, at hun var afhængig af morfin. Det var hun heller ikke selv klar over, fortæller hun.

- Jeg var heller ikke selv klar over det, før jeg skulle til at trappe ud. Der kunne jeg i kroppen mærke, at jeg var blevet afhængig. I hjernen kunne jeg ikke mærke noget. Men de er jo glade for, at jeg har fået det meget bedre og kan tage med i byen igen. Hvis vi skulle til noget med familien, så tog jeg aldrig med de tre år, jeg lå i sengen. Nu er jeg begyndt at tage med igen.

Læs anden del af Claudias fortælling om livet med smerter: “Hver gang jeg fik et abstinensanfald, var det en dejlig fornemmelse…”

Hverdagen har igen taget en normal form for familien. De står sammen op klokken seks, spiser morgenmad, børster tænder og vinker farvel til hinanden, når den sidste hjemmeboende datter tager i skole og manden på arbejde.

Claudia Hochow, der stadig er førtidspensionist, ordner bagefter forskellige gøremål, inden hun også selv tager af sted til værestederne inde i byen. Strukturen giver dem alle tryghed, fortæller hun.

- Jeg vil gerne leve et så normalt et liv som overhovedet muligt med den svaghed, jeg har. For jeg er temmelig svækket af min lave vægt. Det er så ikke det overskyggende problem – det var smerterne i benene, som invaliderede mig. Jeg har haft en rollator hjemme. Jeg har siddet i kørestol på hospitalet og jeg har haft krykker. Det hele  har jeg afleveret tilbage på nær en pude, som jeg skal sidde på for ikke at få tryksår, siger hun og understeger, at de morfinrelaterede smerter er et overstået kapitel:

- Jeg tænker ikke i det mere. Det er et kapitel, der er helt ude af min bevidsthed.

Claudia Hochow vælger blandt andet at fortælle sin historie, for at sætte fokus på netop fænomenet morfininducerende smerter. Et fænomen, der ifølge hendes opfattelse, ikke er kendt blandt den almindelige dansker, og som måske påvirker andre, der tager stærke morfinpræparater.

Følg også Allévia på Facebook

Hun peger blandt andet på den løbende diskussion i forår og sommer om, hvorvidt tilskud til stærke smertestillende opioider skulle fjernes. En diskussion, der fik hende til at gruble over, om nogle af de smerteramte i debatten måske kunne være ramt af morfininducerende smerter og – uden at vide det – selv være med til at fastholde og forværre smerterne ved at indtage præparaterne.

- Hvis andre kan nikke genkendende til min smerteproblematik, samt hele det beskrevne personlige forløb, er mit råd at kontakte sin praktiserende læge, som man i forvejen bør have gensidig stor tillid til, og få en god dialog omkring smerter og opioider, siger hun.

I dag føler hun, at hun er ”ude af en mørk tunnel”, som hun i de sidste fem år af sit liv befandt sig i.

Der er behov for bedre og mere effektive behandlingstilbud for mennesker med kroniske smerter.

Sådan lyder baggrunden for, at området fra 2013 via satspuljen vil få tilført flere midler til at styrke og udvikle indsatsen for de mange danskere, der i dag lever med langvarige og kroniske smerter.

I løbet af de næste tre år vil området derfor få tilført 67 millioner kroner – og herefter 15 millioner årligt, fremgår det af ”Aftale om satspuljen på sundhedsområdet for 2013-2016”.

Læs også artiklen: Behandling af muskler viser gode resultater

Midlerne skal bl.a. hjælpe med at nedsætte den lange ventetid på behandling, styrke efteruddannelsen af praktiserende læger, samt samarbejdet mellem almen praksis og smertecentre. På den måde håber man at kunne sikre en hurtigere indsats for mennesker med korterevarende smertetilstand og mindske presset på smertecentrene.

Læs mere om satspuljen her: Aftale om satspuljen på sundhedsområdet 2013-2016

Initiativet bliver godt modtaget af Direktør for Gigtforeningen Lene Witte, der i en pressemeddelelse roser politikerne og kalder aftalen for ”et rigtig godt satspuljeforlig”.

- Jeg er utrolig glad for, at man nu styrker indsatsen over for mennesker med langvarige og kroniske smerter. Der er behov for et gevaldigt løft på området, ikke mindst for at få bugt med de urimelig lange ventelister til smertebehandling, siger hun og peger samtidig på nødvendigheden for netop sådan en aftale.

- Hver femte voksne i Danmark lider af kroniske smerter. Smerter fylder dermed bekymrende meget i danskernes hverdag og i forhold til den samlede indsats på arbejdsmarkedet. Forskning viser desuden, at smerter kan sprede sig til andre steder i kroppen og dermed forstærke problemerne. Der er altså meget at vinde ved at tilbyde den rette behandling i rette tid.

Følg også Allévia på Facebook

Også formand for Foreningen af Kroniske Smertepatienter Pia Frederiksen er glad for udfaldet:

- Det ser rigtig godt ud for smerteområdet, der jo er et rigtig forsømt område. Jeg hæfter mig særligt ved, at ud over at styrke kapaciteten på de tværfaglige smerteklinikker, sættes der også penge af til uddannelse af praktiserende læger og til styrkelse af samarbejdet mellem læger og smertecentre, siger hun i en pressemeddelelse.