sten.jpg

Allévia undersøger muligheden for spejlterapi

juli 18, 2012
Af

Allévia er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvorvidt spejlterapi i fremtiden kan komme patienterne til gavn. Det er dog stadig meget tidligt i forløbet, og fysioterapeut Morten Bakken understreger, at en effekt for patienter med kroniske smerter skal være dokumenteret.

Foto: Jillallyn

Af Katrine Grønvald Raun

Forskere har fundet ud af, at terapi med spejle kan fjerne fantomsmerter og modvirke lammelser, og behandlingsformen har i løbet af de sidste år vundet indpas på landets sygehuse.

Fysioterapeut Morten Bakken, der arbejder hos det Tværfaglige Smertecenter Allévia, er meget positiv over for behandlingsformen:

- Så længe det er veldokumenteret, så er jeg positiv for stort set alt, siger han.

Derfor er smerteklinikken i øjeblikket i gang med at undersøge, hvorvidt spejlterapi kan være til glæde for smertepatienterne hos Allévia.

Læs også artiklen om spejlterapi: Spejlterapi kan lindre kroniske smerter 

 

 

 

- Vi vil meget gerne finde ud af, om der er noget i det her, som vi kan tage med til vores patienter. I dag bliver det brugt til patienter med hjerneblødning eller stroke-patienter – og til fantomsmerter fra amputationer. Men vi vil jo gerne finde ud af, om der er effekt af behandlingen for kroniske smertepatienter, siger han og understreger samtidig, at det essentielle for centeret er, at behandlingen har en veldokumenteret effekt:

- Vi har hverken tid eller råd til at lade vores patienter være forsøgskaniner. Det vigtigste er at finde ud af, om vi kan stå inde for det, eller om det her ikke fungerer i forhold til vores patienter.

Litteraturgennemgangen af diverse forskningsforsøg med spejlterapi har kun været i gang i en lille måneds tid, så det er stadig for tidligt i forløbet til at sige, om behandlingen vil vinde indpas hos Allévia.

Læs også artiklen om undervisning hos Allévia: Undervisning i smerter klæder patienterne på

Såfremt der er noget at komme efter, forestiller Morten Bakken sig, at det primært er patienter med CRPS-skader – en smertefuld sygdom i nervesystemet – der kan få glæde af behandlingen.

- Men jeg kan ikke se, at det ikke kan være andre grupper med smerter i ekstremiteterne, altså nedsat bevægelighed eller kraft kombineret med smerte, så jeg synes, det ser meget spændende ud.

Når man har ondt et sted i kroppen, bliver der populært sagt skabt et billede af smerten i hjernen. Et billede man med spejlterapi forsøger at fjerne ved at snyde hjernen til at tro, at eksempelvis en lammet arm er rask, ved at spejle den raske arm i stedet for den syge.

Følg også Allévia på Facebook

Behandlingen foregår som beskrevet i tidligere artikler som følger: spejlet bliver placeret således, at patienten ikke kan se sin lammede eller smertefulde arm. I stedet for skal patienten fokusere på spejlbilledet af den raske arm, der bevæger sig.

På den måde kan man snyde hjernen til at ændre opfattelse af den smerteramte arm, så den ikke længere registreres som smertefuld eller lammet.

Smerteportalen er udviklet af Allévia tværfagligt smertecenter

Tags:,

Lukket for kommentarer.