sten.jpg

Viden om smertebehandling skal bredere ud til sundhedsfagligt personale

marts 2, 2012
Af

Praktiserende læge Kim Kristiansen har særligt speciale i smerter og er kendt fortaler for en national handlingsplan for smertepatienter. Området kræver ifølge ham øget opmærksomhed, da de praktiserende læger i løbet af deres uddannelse ikke får ret meget undervisning i smertebehandling, selv om hver femte dansker i dag lider af kroniske smerter.

Af Katrine Grønvald Raun

Smerter er det mest hyppigt repræsenterede syndrom i den danske sundhedssektor og bør derfor have meget mere opmærksomhed.

Det mener praktiserende læge i Grindsted Kim Kristiansen, der har særlig speciale i smerter og længe har arbejdet med området.

Langt de fleste smertepatienter kommer i dag hos de praktiserende læger, der ifølge Kim Kristiansen ikke ved særlig meget om smertebehandling og derfor også håndterer behandlingen af patienterne vidt forskelligt.

Læs også artiklen om politikernes holdning til en national handlingsplan: Politikere arbejder på en national handlingsplan for smertepatienter

For at kunne bedre livskvaliteten for den store gruppe af danskere, der i dag lider af kroniske smerter, er der behov for en ensretning på området.

- Vi (læger og sundhedspersonale, red.) gør jo det, vi er gode til, og det vi har lært. Men desværre har vi ikke lært ret meget om smertebehandling, hverken i vores uddannelse og faktisk heller ikke så meget efter, siger han.

- I dag ved vi, at smerter ikke bare er noget, der gør ondt. Det er komplekst, noget er biologisk, noget er psykologisk, og det er noget, der har nogle sociale konsekvenser. Og det er vi nødt til at samle op på for at behandle patienten. Det nytter ikke noget, at vi ”bare” giver den smertestillende medicin – vi bliver nødt til at tage hånd om de andre aspekter også, netop med det formål at bedre livskvaliteten for patienterne.

Kim Kristiansen har sammen med to kolleger udviklet den såkaldte DoloTest, som i dag er et smerte- og livsstilsmåleredskab, som de fleste tværfaglige smerteklinikker i Danmark bruger, og som også er anerkendt i udlandet.

Læs mere om DoloTesten her: DoloTest

DoloTesten måler på en skala fra ”ingen problemer” til ”værst tænkelige” og gør det via et design, så der opstår en profil, når man har udfyldt testen, fortæller Kim Kristiansen:

- I stedet for bare at få et tal som alle andre systemer bruger, som ikke siger patienten en bønne, så får man her noget visuelt og intuitivt let at forstå, og så kan patienten også være med til at vurdere, at tingene hænger sammen – at det med søvnproblemer måske har noget med smerterne at gøre eller omvendt.

På den måde får man i behandlingen også berørt andre ting end blot smerterne, hvilket ifølge Kim Kristiansen betyder, at patienten kan være med til at evaluere behandlingen ud fra mere end bare smerten.

- Det dummeste man kan spørge en kronisk smertepatient om, når de kommer tilbage, er, om de stadig har ondt. Selvfølgelig har de det. Men man kan godt bedre livskvaliteten, og i stedet for alene at give smertemedicin, så skal vi også ind og kigge på, om der er den depression, som rigtig mange har, noget angst eller noget funktionsmæssigt, vi skal have hånd om, forklarer han og uddyber:

- Mange lider eksempelvis af søvnproblemer. De skal ikke have sovepiller, men vi skal have taget hånd om det, da kroniske smerter og søvn er tæt koblet sammen. Så vi er nødt til at have fat i alle de aspekter, og det er lige præcis det DoloTest er lavet for at samle op på.

Læs også om ægteparret Købke, der har levet flere år med kroniske smerter: At leve livet og rumme smerten

Kim Kristiansen understreger nødvendigheden for en national handlingsplan og peger på positive erfaringer fra arbejdet med guidelines inden for behandlingen af sukkersyge og hjertekarsygdomme.

- Vi har opnået fantastisk gode resultater, fordi vi ved, hvad vi skal gøre, når vi møder de her patienter. Vi ved også, hvad vi skal behandle efter og mod, og alle siger det samme, uanset hvor man er i systemet. Det har knækket kurven. Og der er ikke noget, der siger mig, at vi ikke også kan gøre det på smerteområdet, siger han og understreger, at det vil koordinere området, så alle trækker i samme retning.

Følg også Allévia på Facebook

Nogle smerteklinikker arbejder med en åben telefonlinje, som de praktiserende læger kan ringe på, hvis de har spørgsmål til en patient med kroniske smerter.

Men der skal mere til, mener Kim Kristiansen.

- Jeg tror, vi skal være lidt mere up-front og lidt mere anmassende for at få viden om smertebehandling ud, så den bliver implementeret.

- Det er vigtigt, at vi får noget viden ud til alle afkroge – og det er bestemt hos de praktiserende læger, men også til sygehusafdelinger, kommunerne og sagsbehandlerne, som har med de personer at gøre og somme tider har en lidt forenklet opfattelse af, hvordan smerter og eventuelle fund på røntgenbilleder hænger sammen, siger Kim Kristiansen.

Læs Kim Kristiansens blog om smertebehandling her: Picture of Pain

Smerteportalen er udviklet af Allévia tværfagligt smertecenter

Tags:, , ,

Lukket for kommentarer.